Hvordan ved en virksomhed egentlig, om den klarer sig godt? Et højt overskud er naturligvis vigtigt, men hvad hvis kunderne samtidig bliver mindre tilfredse, medarbejderne mangler de rette kompetencer, eller produktionen belaster miljøet mere end nødvendigt? At drive en virksomhed handler derfor ikke kun om at holde øje med bundlinjen, men om at forstå hvilke aktiviteter der skaber gode resultater – både nu og på længere sigt.
I dette forløb introduceres eleverne til performance measurement og performance management og til, hvordan virksomheder bruger KPI’er (Key Performance Indicators) til at omsætte strategi til konkrete mål. Eleverne arbejder blandt andet med forskellen mellem leading og lagging indikatorer og undersøger, hvorfor de mål, en virksomhed vælger at fokusere på, kan have stor betydning for de beslutninger, der træffes. Et centralt tema er derfor også målkonflikter: Hvad sker der eksempelvis, når ønsket om lave omkostninger kolliderer med hensyn til kvalitet, kundeservice eller bæredygtighed?
Forløbet introducerer herefter Balanced Scorecard, hvor virksomhedens præstation betragtes fra fire perspektiver: det finansielle perspektiv, kundeperspektivet, procesperspektivet samt lærings- og innovationsperspektivet. Eleverne arbejder med at identificere strategiske mål og relevante målparametre og med at forstå de årsag-virkning-sammenhænge, der forbinder de fire perspektiver. Dette udbygges gennem strategikortet, som viser, hvordan konkrete initiativer og forbedringer ét sted i virksomheden forventes at bidrage til virksomhedens overordnede strategi.
Undervejs arbejder eleverne med både virkelighedsnære og konstruerede cases. De analyserer blandt andet en aktuel virksomhedscase ved hjælp af Balanced Scorecard, bygger deres eget strategikort for et gymnasium og diskuterer risikoen for suboptimering, når enkelte KPI’er får for stor betydning. Forløbet afsluttes med en praktisk Excel-øvelse i produktionsplanlægning, hvor eleverne selv kan ændre produktionsplanen og se konsekvenserne for fem forskellige målparametre: omkostninger, lagerkapacitet, variation i produktionen, leveringsevne og CO₂-udledning. Her bliver det tydeligt, hvorfor en god beslutning sjældent handler om at optimere ét mål isoleret, men om at finde et velargumenteret kompromis mellem flere hensyn.
Varighed
Ca. 180–240 min., afhængigt af hvor mange af diskussions- og gruppeøvelserne samt Excel-opgaven der inddrages.
Materialet indeholder
Et letlæseligt teorikompendium om performance management, KPI’er, Balanced Scorecard og strategikort med eksempler, illustrationer, forklarende videoer og elevopgaver.
Samme kompendium i en udgave med vejledende løsninger til opgaverne.
Opgaver, hvor eleverne arbejder med aktuelle virksomhedseksempler og selv udvikler strategiske mål, KPI’er og årsag-virkning-sammenhænge.
En Excel-baseret produktionsplanlægningsøvelse, hvor eleverne kan eksperimentere med forskellige KPI’er og undersøge målkonflikter og konsekvenserne af suboptimering.
Kan anvendes på HHX i faget
Virksomhedsøkonomi A