CEFAU Brief: Forslag til alternativ satsregulering, der sikrer mere stabil realindkomst for modtagere af overførselsindkomster

Den seneste tid har dagligvarepriserne været til debat. Mange danskere oplever, at deres daglige indkøb er blevet dyrere, og det har medført politiske forslag om differentieret moms og midlertidige fødevarechecks. En del af baggrunden for disse politiske forslag er, at realindkomsten for overførselsindkomstmodtagere tog et dyk i forbindelse med inflationsstigningen i 2022 og stadig ikke er kommet op igen. I dette notat foreslås en alternativ satsreguleringsmodel, der indebærer, at overførselsindkomstmodtagernes realindkomst ikke vil opleve langvarige fald, næste gang inflationen tager et hop. 

Analysen viser:

  • Ved pludselige inflationsstigninger kan der komme et langvarigt fald i realindkomsten for modtagere af overførselsindkomster. Det skyldes den nuværende satsreguleringsmetode. Det har direkte betydning for overførselsmodtagerne, men har også effekter på den samlede økonomi, da et svækket privat forbrug kan være med til at svække den samlede aktivitet i økonomien.
  • Vi foreslår en ny satsreguleringsmetode, der tager højde for den forventede udvikling i inflationen i det kommende år. Aktuelle, velbegrundede inflationsskøn er afgørende for metodens evne til at sikre overførselsindkomstmodtageres realindkomst mod utilsigtede fald.
  • Havde den foreslåede satsreguleringsmetode været gældende fra 2020, ville overførselsindkomstmodtagere ikke have oplevet så stort eller langvarigt et fald i realindkomsten i forbindelse med inflationsstigningen i 2022, som tilfældet var med den nuværende reguleringsmekanisme.
  • Ved at basere satsreguleringen på den forventede inflation kombineret med en korrektion for tidligere fejlskøn kan man sikre, at overførslerne over tid vil have samme udvikling som i dag. Den foreslåede metode ændrer ikke på størrelsen af udbetalingerne, men alene på timingen.
  • Den foreslåede metode kan under visse rimelige antagelser indføres, uden det kræver indfasning eller overgangsordninger.

 

Forslaget kan læses her.