Ny analytiker i CEFAU
Vi er glade for at kunne meddele, at Sarah Schroeder vender tilbage til CEFAU. Sarah har tidligere været en del af forskningsmiljøet omkring CEFAU og FIND-centret, men bliver nu en del af vores analytikerteam.
Hendes forskning fokuserer på, hvordan teknologiske forandringer og globalisering påvirker virksomheder, arbejdstagere og arbejdsmarkeder. Hun arbejder i øjeblikket på projekter, der undersøger, hvilke virksomheder der tager AI i brug, hvordan AI og automatisering påvirker beskæftigelse, kompetencer og produktivitet, samt hvorfor der kan være en kløft mellem nye teknologiers potentiale og deres faktiske anvendelse i virksomheder.
I relateret forskning undersøger hun samspillet mellem teknologiske forandringer og globalisering, herunder AI og handel med tjenesteydelser samt betydningen af handel og multinationale virksomheders aktiviteter for virksomheder og arbejdstagere. Som en del af analytikerteamet ser hun frem til at samle disse forskningsområder og omsætte sin forskning til viden og evidens, der kan være nyttig for virksomheder og beslutningstagere.