Research Brief: AI og effekten på jobs, kompetencekrav og løn

Kunstig intelligens (AI) bliver brugt i stadig større omfang på de danske arbejdspladser. En fagfællebedømt forskningsartikel, som blandt andre CEFAU-forskere Michael Koch og Sarah Schroeder står bag, viser, at AI kan påvirke arbejdsmarkedet på en helt anden måde, end tidligere teknologiske fremskridt har gjort. I modsætning til robotter påvirker AI ikke primært arbejdsmarkedet ved at erstatte eksisterende jobs eller skabe nye. AI ændrer derimod på opgavesammensætningen i de AI-eksponerede job – og det kan have store, heterogene effekter på løn og kompetencekrav. Hvis virksomhederne og dermed samfundsøkonomien skal høste de potentielle produktivitetsgevinster ved kunstig intelligens, stiller det krav til løbende efteruddannelse.

De vigtigste pointer i dette research brief er:

  • Med en tredobling på 2 år er brugen af kunstig intelligens i hastig fremmarch blandt danske virksomheder
  • Robotter og kunstig intelligens påvirker vidt forskellige grupper på arbejdsmarkedet
  • Robotter erstatter jobs, kunstig intelligens ændrer jobindholdet
  • Resultaterne indikerer en statistisk signifikant positiv effekt på lønnen af øget eksponering for kunstig intelligens
  • AI's effekt på lønnen er ikke ens for alle. Ansatte, der arbejder med vidensintensive tjenesteydelser som eksempelvis revisorer, arkitekter eller programmører, oplever i gennemsnit en lønnedgang, mens kortuddannede i gennemsnit oplever en lønfremgang
  • AI er også forbundet med en lønnedgang for medarbejdere, hvor der er sket store ændringer i deres jobindhold, men hvor de alligevel er blevet i samme job
  • ChatGPT har ikke medført en nedgang i antallet af job, men der er sket et signifikant fald i beskæftigelsen for unge i professioner, der er meget eksponeret for kunstig intelligens. For ældre over 50 år er beskæftigelsen derimod steget i professioner eksponeret for kunstig intelligens efter lanceringen af ChatGPT
  • Den største risiko ved AI er ikke jobtab – men et mismatch mellem opgaver, kompetencer og løn
  • Uddannelse og løbende videreuddannelse i brugen af AI er afgørende, hvis virksomhederne skal udnytte de muligheder for produktivitetsforbedringer, som kunstig intelligens giver. 

Research briefet perspektiverer og beskriver resultaterne i en dansk kontekst i artiklen Engberg, E., M. Koch, M. Lodefalk og S. Schroeder (2025): Artificial intelligence, tasks, skills, and wages: Worker-level evidence from Germany. Research Policy 54 (8), 105285.

Research briefet kan læses her.