Oeconkonferencen 2021 - AFLYST

Kære fellow Oecon’er

Det er med en stor portion vemod at vi må meddele jer, at Oeconkonferencen 2021 aflyses. Årsagen til dette er desværre, at der er manglende opbakning til arrangementet. Konferenceudvalget har i vanlig stil stablet et spændende program på benene, med engagement fra både erhvervslivets top og forskningens elite. Vi vil dog ikke gennemføre en konferencedag med efterfølgende middag, når tilmeldingen er så lav, som den er. Det kan måske skyldes, at vi er i en post-corona periode, hvor en masse andre arrangementer er blevet skubbet og flyttet, som så konflikter med konferencedagen.

I Oeconforeningen er vi nogle ildsjæle, der lægger en stor del af vores fritid i planlægningen og gennemførelsen af den årlige konference. Det kræver trods alt lidt arbejde at hente talere og arrangere logistik, for at dagen og aftenen løber smidigt. Vi gør det frivilligt og uaflønnet, så vi alle kan nyde den ene dag om året i godt oecon-selskab. Sidste år aflyste vi i sidste øjeblik grundet corona-pandemien og nu må vi aflyse vi igen, grundet lav tilslutning. Vi vil ikke lægge skjul på, at det tapper vores energi at planlægge to konferencer i træk, som begge må aflyses, uanset årsag. Med denne beslutning har størstedelen af konferenceudvalget og bestyrelsen meddelt, at de ikke vil fortsætte engagementet i Oeconforeningen længere. Det betyder, at der er behov for nye kræfter, som enten vil videreføre konceptet eller tænke ud af boksen og skabe et nyt grundlag for foreningens virke fremadrettet. Tiden er kommet til et generationsskifte og en måske en ny scene til Oecon’er at mødes på og netværke i, end den sædvanlige.

På grund af aflysningen afholder vi årsmødet virtuelt sidst i september, hvor den afgående bestyrelse vil give status på året der gik og forhåbentligt, med nye interesserede, kan der dannes en ny bestyrelse. Årsmødet gennemføres onsdag d. 29. september kl. 1930 – 2030 på Teams – link udsendes på LinkedIn i ugen op til. Skulle man være forhindret i at deltage i årsmødet, men har interesse i foreningsarbejdet, kan man skrive til os i Oeconforeningen på oeconforeningen.aarhus@gmail.com. Både Kasserer og undertegnede vil selvfølgelig stå til rådighed for den nye bestyrelse, i forbindelse med start up. Skulle det ske, at der ikke er nye kræfter til at drive Oeconforeningen videre, vil vi begære foreningen opløst og donere overskydende egenkapital til forskningen, som beskrevet i vedtægterne.

På vegne af bestyrelsen

Thomas Stauning

Formand