Aarhus-studerende vinder nordens største case competition

En femårig forretningsplan fra Københavns Zoologiske have. Det var essensen i opgaven ved CBS Case Competition, Beat the Elite 2014. Vinderbidraget leverede fire studerende fra School of Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet.

De fire Aarhus-studerende Alexander Bitzow Pedersen, Oskar Harmsen, Peter Aagaard Nielsen og Thyge Ryom Enggaard skrev sig fredag aften 28. februar 2014 ind i historien ved CBS Case Competition, Beat the Elite, der er kendt som den førende nordiske case competition for universitetsstuderende.

I konkurrence med 85 andre nordiske hold af bachelor- og kandidatstuderende, bidrog de fire studerende med årets bedste løsning af business casen.

Opgaven bestod i på 24 timer at lave en femårig forretningsplan for Københavns Zoo. De studerende, der har baggrund i Oecon-studiet, HA-studiet og M.Sc. Finance, tog i deres oplæg udgangspunkt i en rebranding af Københavns Zoo med fokus på Zoo’s store ressourcer inden for læring og uddannelse.

Studenterdreven erfaring

Vinderholdet kender hinanden dels fra en studiegruppe og dels fra studenterforeningen Finance and Consulting Club Aarhus (FACCA). Modsat hold fra CBS, har de ikke modtaget organiseret hjælp og træning fra deres universitet i at deltage i case competition:

”Det har været et rent studenterdrevet bottom-up forløb fra ende til anden. Og selvom vi er stolte over at være nået så langt på egen hånd, er CBS langt foran i forhold til at forberede de studerende, siger Oskar Harmsen, der læser på 6. semester af B.Sc. Oecon.

AU har muligheder

Oskar Harmsen fremhæver den indsats bl.a. Aarhus Case Competition har gjort for at opbygge en stærk case competition for studerende i Aarhus. Som studerende anbefaler han universitetet at øge indsatsen på området.

Udover, at det ifølge den ene af de fire nykårede vindere, giver AU gode muligheder for at promovere universitetet internationalt, så er det også både en erhvervsrelevant og stærk oplevelse for den studerende.

”Det er noget af det, vi skal kunne, når vi er færdige. På relativ kort tid løse et komplekst problem, vi ikke kender på forhånd, samt strukturere og fremlægge et løsningsforslag på en overbevisende måde. Vi sov nærmest ikke i de tre døgn, det stod på. Det var både intenst, stærkt underholdende, og et fint afbræk fra hverdagens forelæsninger, siger Oskar Harmsen.

Læs om CBS Case Competition, Beat the Elite 2014
Se de studerendes præsentation (Søg på: Beat the elite finale LIVE)

Kontakt:

Oskar Harmsen, 6. sem. B.Sc. Oecon.
E-mail: oskar.harmsen@facca.dk

Eller:

Martin Damsgaard, Kommunikationsafdelingen
School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet
Mobil: 2311 9527
E-mail: mahd@asb.dk