Martin Møller Andreasen har modtaget BSS-forskningsprisen 2014

Under den faglige del af BSS’ Fakultetsfest fik Martin Møller Andreasen overrakt BSS’ forskningspris 2014 i AU’s aula som den ene af to forskere. Sammen med udnævnelsen følger en kontant og forskningsrettet pris på 50.000 kroner.

24.06.2014 | Martin Hagelskjær Damsgaard

Martin Møller Andreasen fra CREATES, Institut for Økonomi er den ene af to modtagere af BSS’ forskningspris 2014. Den anden forsker er professor Svend-Erik Skaaning (link til tekst) fra Institut for Statskundskab.

 

Martin Møller Andreasen blev cand.oecon. i 2005, og i 2009 fik han sin ph.d. i økonomi – ligeledes fra Aarhus Universitet. Han har i en periode været ansat i Bank of England. Siden august 2012 har han været lektor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.

 

Martin Møller Andreasen har i perioden 1. januar 2012 til 1. januar 2014 publiceret eller fået optaget fem artikler i gode internationalt anerkendte tidsskrifter. Hans forskning ligger indenfor det samfundsvidenskabelige felt med særlig vægt på de finansielle markeder. Et af målene er at forstå, hvorledes makroøkonomien påvirker prisdannelsen på blandt andet obligationer, påvirker bankernes udlån til virksomheder og lignende. Denne forståelse kan have stor betydning for de enkelte virksomheder, ikke mindst set i lyset af den seneste tids recession.

 

I juni 2014 modtog han næsten 2,6 mio. kroner fra Samfund og Erhverv under Det Frie Forskningsråd som leder af forskningsprojektet: Explaining the macroeconomic foundation behind long-term nominal interest rates and their effects on the real economy

 

BSS-forskningsprisen er på 50.000 kroner, der skal bruges med et forskningsrettet formål.

 

 

Awards