Indvandring styrker eksporten

Indvandring i Danmark styrker danske virksomheders evne til at handle internationalt. Især virksomhedernes eksportevne nyder godt af den udenlandske arbejdskraft, viser ny forskning.

15.12.2011 | Daniel Jørgensen

Det er velkendt, at Danmark efterlyser udenlandsk arbejdskraft inden for en række brancher, men nu dokumenterer en ny ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences, hvilke fordele indvandring har for virksomhederne på eksport- og importområdet.

Effekten er størst for eksportområdet, hvor resultaterne viser, at desto flere udenlandske arbejdstagere en virksomhed beskæftiger, desto højere vil virksomhedens eksport være til de udenlandske medarbejderes hjemlande. De nye medarbejdere åbner ganske enkelt op for et større internationalt kundegrundlag.

Helt præcist stiger eksporten med 1,7 procent til den udenlandske medarbejderes hjemmemarked for hver enkelt udenlandsk arbejdstager, en virksomhed beskæftiger.

Forskeren bag de opsigtsvækkende resultater er ph.d.-studerende Sanne Hiller, der forsker i international handel og arbejdskraftens bevægelser. Hun baserer sine resultater på medarbejder- og arbejdsgiverdata fra 7.143 handelsvirksomheder i årene 1995 til 2005.

- 1,7 pct. lyder umiddelbart ikke af så meget, men man skal huske på, at det er per ansat, så det kan hurtigt blive til en væsentlig mængde, siger Sanne Hiller.

På importområdet har de udenlandske arbejdstagere, ikke nogen umiddelbar indflydelse på den danske virksomheds import. Men, tilføjer Sanne Hiller, hvis der er en høj grad af indvandring i virksomhedens lokalområde, vil det have en positiv indflydelse på virksomhedens import.

Luk viden ind
De nye resultater indikerer, at det ville være en fordel med færre hindringer for indvandring af arbejdskraft til danske virksomheder.

- Hvis ikke du lukker folk ind, kan du heller ikke lukke viden ind, siger Sanne Hiller og uddyber:

- Udenlandske arbejdstagere besidder en enorm mængde specifik viden om deres hjemmemarked, som vores konkurrenter skal betale dyrt for. Udenlandsk arbejdskraft kan derved blive en stor konkurrencefordel for danske virksomheder.

Men det kræver en virksomhedsledelse, der forstår at udnytte den viden, der er indlejret i den udenlandske medarbejder:

-Virksomheden skal naturligvis anerkende det faktum, at alle bringer en specifik og unik viden, og at forskel derfor er en værdi i sig selv, hvis man vil sikre en god integration af de udenlandske arbejdstagere, lyder det fra forskeren.

Kontakt:

Ph.d.-studerende Sanne Hiller
Aarhus Universitet, Business and Social Sciences
Institut for Økonomi

Tlf.: 871 64669
E-mail: sanh@asb.dk

News type